Sorgens 4 Faser

Sorg betegnes som en krise, mange mennesker, der har været gennem en krise efter et dødsfald, fortæller at de oplever fire faser. 

 

1. Chok

Den efterladte er så påvirket, at vedkommende er ude af stand til at handle samlet og fornuftigt. Man kan være i chok fra et øjeblik til nogle døgn. 

 

2. Reaktion

Den efterladte er optaget af at finde forklaringer på det skete. Tanker som ”hvorfor skulle det ske for mig?”. ”Hvis bare jeg havde….” fylder meget. Fasen kan være præget af voldsomme følelsesmæssige udsving, men med god støtte og tid, vil udsvingene blive mindre og færre. Fasen kan vare i ugevis.

 

3. Bearbejdning

Den efterladte har nu accepteret dødsfaldet som noget, der ikke kan ændres, men som vedkommende skal lære at leve med. Tankerne kredser om stadig nye sider af hændelsen og om andre sider af forholdet til den mistede eller til sig selv. 

 

4. Nyorientering

Den efterladte begynder at have overskud til at tænke på fremtiden og begynde at lægge planer, men det kan tage lang tid, for den efterladte at komme så vidt. 

Det er langt fra alle, der er gennem de fire faser, og man må ikke tro at det går fremad i lige linje, det er helt normalt at den efterladte går frem og tilbage mellem faserne. 

Brug for hjælp?

Vi står til rådighed døgnet rundt. Giv os et ring på

40 57 18 48

Rosen logo

Find os på Facebook

Er det normalt?

Vi reagerer meget forskelligt på sorg. Nogle bliver forskrækkede over deres egne reaktioner og spørger, om det er normalt. 

 

Nogle besøger gravstedet hver dag, andre sjældent og nogle aldrig.  

Nogle har det bedst med, at afdødes ting står urørt meget længe, andre vil med det samme have tingene ryddet væk. 

 

Nogle taler højt med afdøde, eller skriver breve til vedkommende, fordi den døde stadig opleves nærværende. Andre synes ikke, at de kan huske afdøde mere.  

Nogle drømmer tit, måske hver nat i årevis, levende om den, de har mistet. Andre drømmer aldrig om den afdøde. Det er alt sammen naturlige reaktioner. 

 

Samtale og sorggrupper

Det kan være en støtte at tale med mennesker, som har oplevet det samme som en selv. Det kan være mennesker, vi kender, eller det kan være i en sorggruppe.  

Du kan også ringe til din præst og aftale tid til en samtale om din sorg. Præster har stor træning i at tale med mennesker om livet og døden. De er ikke bange for alvor eller sorg. Samtalen med en præst kan give et rum at være til stede i med det, som er på færde i sjæl og sind. Frygt og glæde, kærlighed og sorg. 

Som ven til et menneske i sorg

Har du en ven i krise og er helt overvældet, så husk, at det altid er bedre at gøre noget end ikke at gøre noget 

Du har en ven der oplever, en alvorlig eller livstruende sygdom, et dødsfald i familien/tæt på eller en tilsvarende krisesituation. 

Der træder nogle helt andre elementer i spil i jeres venskab. 

Her kommer 9 ting, du skal vide om din ven i Sorg.

1. Du skal tage initiativ

Regn med, at du har fået en ven, der aldrig tager initiativ til at mødes. Hele venskabet hænger på dig. Du inviterer på kaffe, kommer forbi med take out, Du ringer onsdag, Du sender sms´er (forvent ikke svar). Du støvsuger lige. Du svinger forbi bare lige i 30 minutter, med en super lækker kage fra den lokale bager. De private grænser er rykket og opløst i krisesituationer. Pludselig er det passende at gå ud med skrald for din ven eller ligge tæt i ske på, opløst af gråd. Nogle dage er du som en stor, stærk, rummelig mor/far med brede skuldre. Du har styr på det, og du tør sige: “Det gør jeg!” 

Du tør også blive ved, selvom du får 10 afslag i træk. Din ven svarer måske: “Jeg magter det ikke.” Men du bliver ved. Og du bliver ved. 

2. Vis at du er der

Regn med, at din ven ikke har mulighed for at bede om hjælp. Din ven er måske lidt apatisk, ugidelig, uhøflig, lukket og vag i det. Det betyder ofte, at du skal blive ved med at være der og vise, du er der. 

Din ven kan ikke bare bede om det, der er brug for. Nej for overblikket er væk og din ven ved ikke, hvad der skal til. Spørg til hvordan det går, i stedet for at spørge om du kan gøre noget. 

Hvis din ven evner at sige: “Jeg har brug for hjælp”, så er det kæmpe stort og meget sjældent. 

Hvis du ikke har fantasi/overskud til andet, så vend tilbage til et par konkrete ideer i punkt 1. 

3. Det værste er sket

Det kan ikke blive værre! 

Kæresten er død, kræften har spredt sig, skanningen var dårlig. Hvad end der er sket, så er det værste sket. At tale om det, gør det ikke værre. 

Bare fordi din ven begynder at græde, når I taler sammen, betyder det ikke, at du har gjort din ven ked af det. Det betyder, at du har rørt ved noget ægte, ærligt og betydningsfyldt. 
Vi har brug for mennesker, som gør betydningsfulde ting og taler om betydningsfulde ting. Din ven skal nok sige fra hvis ikke der er overskud til at tale om det. 

4. Det lange seje træk

Glem de første 14 dage, der hvor alle ringer, skriver og støtter.  Din ven kan ikke nå flere opkald, samtaler, sms’er og blomster. Din ven er fuld af opmærksomhed og omsorg. Efter 14 dage starter nedturen. Der er stille på telefonen og tomt i opgangen. 

Opret en påmindelse i din kalender hver 14. dag det første år. Ring, skriv, inviter på gåtur, arranger filmaften, kom forbi med en flaske rødvin. Din ven føler sig måske mest ensom et år efter dødsfaldet. Der er et langt arbejde med, at overleve efter det første intense forløb.

5. Din ven har en anden tidsregning

Du synes ikke en måned er særligt lang tid. En uge er som et knips med fingrene. Måned efter måned fordufter som dug for solen. 

Din ven har en helt anden tidsregning. En måned føles som et år, og en uge føles som en måned. Har du ikke ladet høre fra dig i en måned, føles det som lang tid, når hver dag kræver en uges indsats, så er en måned uden kontakt, hjælp, støtte og opmuntring uendelig lang tid. 

6. Giv andet end blomster

Blomster er normalt skønne, smukke, dejlige. I et kriseforløb er blomster stærkt forbundet med død og sygdom. For at det ikke skal være løgn, så visner og dør de. Vandet lugter, og efter de første 14 dage, skal der smides ud i store mængder. Og så er der tomt igen. 

Giv  noget andet. En god flaske vin, en hjemmelavet lasagne eller en gåtur. Meget hellere initiativ end materielle gaver. 

7. Krisen er ikke slut

Krisen er ikke slut, når scanningen er god, faren begravet eller behandlingen afsluttet. Tænk overdrevet lang tid, og husk så den alternative tidsregning fra punkt 5. Krisen er slut efter 1 år? 2 år? 3 år? Det er meget individuelt. Regn med, at krisen først starter for din ven, når du tror, den er slut. 

Reaktionen tager tid, før den træder i kraft. Ingen kan nå at reagere eller tage det hele ind de første par måneder. Det tager tid at opdage, at ens far er død eller at brysterne skal fjernes. Forløbet med rask-syg-rask går nogle gange så hurtigt på papiret, at følelserne og tankerne hos din ven slet ikke kan følge med. 

I går havde din ven en bror. I dag er han død. Det tager lang tid at vænne sig til. 

8. Intet er statisk

Det ene øjeblik er din ven i vældigt humør smiler, griner og joker. Det næste øjeblik trist, deprimeret og angst. Forvent at du ikke ved, hvordan din ven har det. Tilbyd forskellige naturlige måder at være sammen på. Og lad endelig noget være præcis, som det plejer. Drik den lækre flaske rødvin som I plejer. Skrål med på sangene i radioen, som I plejer. Og giv så plads til dit lidt mere sorte dage. 

Lad være med at være i én tilstand eller forvent ét humør. I kan godt danse og drikke rødvin den ene dag og sidde i joggingbukser den anden. De små opture med fest, farver og hygge er dem, der kan gøre at krisen er til at overkomme. Og det betyder heller ikke, at nu er alt godt. 

9. Tag dig af børnene

Har du ikke overskud til din ven, så tag dig af børnene (og måske partneren). Det betyder meget, at du fjerner ansvar fra din ven. At se børnene glade, blive passet, hygge med kakao og boller gør også din ven glad og du har endda løst en praktisk opgave. 

I nogle tilfælde kan det også være en hjælp, at du laver noget med kæresten/partneren. Det kan give overskud til hjemmet, og pårørende er mindst lige så hårdt ramt. 

 

Har du en bekendt i krise og tænker, at du “slet ikke er tæt nok på til at hjælpe”? Så husk, at ovenstående også gælder for dig. Mange af de nærmeste har ikke læst de 10 råd. Du har. Gør noget.